Når vi fortæller for vores elever, hjælper vi dem ind i fordybelse.
Eleverne i 4. klasse stormer ind i lokalet, væltende over hinanden efter pausen. De fortsætter frikvarterets lege og konflikter. Lydniveauet er næsten ulideligt. Jeg overvejer nøje mine muligheder for at få ro. Enten skal jeg råbe af dem og én for én kalde deres navne højt, indtil de er stille igen. Eller også… “Gilgamesh rejste sig igen og tog sit sværd,” begynder jeg lavmælt og tydeligt. På få sekunder er alle ører rettet mod mig og der bliver fuldstændig stille i lokalet.
Jeg har klassen i faget Fortælling. Over de sidste uger har jeg i små episoder fortalt den 4000 år gamle legende om Gilgamesh og Enkidu for dem. Forrige time sluttede med en neglebidende cliffhanger, hvor Gilgamesh blev slået til jorden af trolden Humbaba. Sådan sluttede alle mine timer med dem, så eleverne var fuldstændig klar over, at når jeg begyndte fortællingen, gjaldt det om at lytte efter.
Den oplevelse satte sig i mig. Selv har jeg altid mærket fortællingens kraft på egen krop, helt vibrerende. Når 24 larmende børn på ingen tid kan gå fra hundrede til nul, må det være et bevis på den levende fortællingens almene virkning på mennesker. Men hvad er det egentlig, der sker, når vi fortæller for vores elever?
Hvad er fordybelse?
Vi mennesker har altid fortalt historier for hinanden. Moderen til sit barn. Shamanen til sin stamme. Skjalden til sit publikum. Uanset hvorfor vi fortæller historier, har de fulgt os som trofaste følgesvende op gennem tiden. Uddannelsesforskeren Marianne Horsdal skriver endda, at “vi har behov for fortællinger, for historier. Uden fortællinger kan vi ikke skabe sammenhæng og mening.”
Men noget har ændret sig på vejen hertil. Eller rettere sagt: historierne bevæger sig efterhånden så hurtigt, at vi har svært ved at følge med. Der findes i dag så mange effektive distraktioner, som lover overfladisk mening, at roen til at finde og skabe mening kun vanskeligt indfinder sig.
Når vi fortæller for eleverne, får de derimod lov til at fordybe sig for en stund. Med andre ord hjælper vi dem ind i en meningsskabende fordybelse.
Læseforskeren Kristiane Hauer snakker om, at fordybelse overordnet består af to elementer: 1) koncentration og 2) vedholdenhed. En kompetent fortalt historie vækker elevernes naturlige interesse – hvem vil ikke gerne høre en god historie? De guides så at sige på vej ind i koncentrationen af selve fortællingsøjeblikket og af indholdet. Vedholdenheden trænes ved at fastholde deres opmærksomhed over den tid, fortællingen tager – hvis ikke eleverne aktivt vedligeholder deres fokus på fortællingen, går de glip af noget spændende. Hvis en kammerat larmer, forstyrrer det oplevelsen. Dermed bliver hele klassen selvregulerende fordybet – der er fokus på os frem for mig.
Foreningen Fortælling I Skolen (FISK) har udarbejdet rapporten “Fortælling i skolen i Svendborg – Foråret 2025” baseret på et pilotprojekt. Her undersøgte de bl.a. elevernes koncentrationsevne under fortællingen og de fællesskabende elementer i mundtlig fortælling.
Pilotprojektet indikerede, at netop “opmærksomhed og lydhørhed blev styrket, når der blev fortalt, og eleverne var nysgerrige efter at vide mere.” Derudover fandt arbejdsgruppen, at “der opstod et fællesskab i klassen omkring den fælles oplevelse,” det er at lytte til en fortælling. Det flugter helt entydigt med min egen oplevelse af at fortælle Gilgamesh-eposet for min 4. klasse – de var koncentrerede, engagerede og orienterede mod det fælles.
Fortælling er TUF
I en tiltagende fragmenteret og digitaliseret hverdag, hvor samfundets tempo er tårnhøjt, er den fordybelse, som mundtlig fortællingen tilbyder os, enormt tiltrængt. Der er så mange ting at forholde sig til, selv for skolebørn, at der er brug for et rum, hvor ens opmærksomhed kan skærpes og rettes mod det helt nære – elevens egen fantasi og det rum, der opstår mellem lytter og fortæller.
Fordybelsen er desuden ufrivillig, fordi eleverne ikke selv vælger den – de bliver grebet af den! Hvis fortællingen er god nok, kan ethvert barn på få øjeblikke finde ro og skærpe opmærksomheden mod noget fælles. Det står i kontrast til selvvalgt fordybelse, hvor den enkelte elev har ansvaret for at pleje en individuel interesse. Men den fordybelse, der indfinder sig i fortællingen, skaber derimod en kollektiv interesse, der danner fællesskabet og giver ro.
Et af mine fagligt set stolteste øjeblikke var i slutningen af en fortælle-time, hvor der var sket noget særligt spændende, og jeg overhører to elever, der på vej ud til frikvarteret begejstret råber: “Jeg kan være Enkidu!” “Okay, så vil jeg være Gilgamesh!” At 4000 år gamle karakterer kan konkurrere med Marvel-helte og Tik Tok-danse i frikvarterets arena var for mig det endegyldige bevis på den mundtlige fortællings helt centrale betydning for os mennesker.
Derfor vil jeg gerne opfordre alle lærere til at kaste sig ud i denne ældgamle tradition til glæde for dem selv og deres elever.
Til videre læsning:
- Horsdal, M. (2017). Tilværelsens fortællinger: tilegnelse og anvendelse. Hans Reitzels Forlag.
- Hauer, K. (2020). Læsning og fordybelse: En teoretisk og empirisk undersøgelse af fordybet skønlitterær læsning med særligt fokus på unge læseres romanlæsning i faget dansk. Københavns Universitet.
- Sigmund, P. (2025). Fortælling i skolen i Svendborg – Foråret 2025. Fortælling I Skolen (FISK).